Gitte Hansen

Gitte Hansen – kone, mor, søster, svigermor, svigerinde, kusine og ven

Lørdag den 5. februar 2022, kl. 5 om morgenen, døde Gitte på Hillerød Sygehus. 

Selvom Gitte var syg i mange år, var hendes død uventet. Hun blev 62 år gammel.

Gitte var en kærlig og kreativ, ordentlig og omsorgsfuld kvinde, som var helt sin egen – fuld af styrke og stamina, oprørstrang og et næsten overjordisk overskud.

De af os, der var så heldige at have haft Gitte tæt på, tænker tilbage på de dybe spor af lys, som hun satte i vores liv og sind.

Ligesom Gitte forlod denne verden for tidligt, kom hun for tidligt ind i den. Hun blev født hele 3 måneder før termin – nytårsaftensdag 1959. Et lille myr var hun – på bare et enkelt kilo. Og nogen må have skønnet, at hun måske ikke klarede skærene. For hun blev nøddøbt på Esbønderup Sygehus den dag, hun kom til verden.

Den lille pige viste sig imidlertid at være gjort af et særligt stof. Gitte var ikke bare livsduelig – hun var det stærkeste og sejeste menneske. Og det på trods af alle de fysiske skavanker og svagheder, hun fik med tiden.

Gitte voksede op med sin storesøster Rie og sine forældre på Kohavegård i Tikøb. Hendes far var storbonde og en mand, man så op til i lokalsamfundet. Allerede som seksårig blev Gitte sendt i marken. Hun lærte at køre traktor, svinge en møggreb og håndtere grise og køer. Hendes far var brandmester, og når alarmen lød, var Gitte i mange år den, der tog over på gården. Hun fandt tidligt ud af, hvad ansvar vil sige.

I 1987 skete der noget skelsættende. Gitte tog til fest hos nogle venner. Og her mødte hun Lars. Gitte og Lars faldt simpelt hen i hak. Sammen sneg de sig afsted for at købe smøger på tanken. Men de kom aldrig så langt. Der var nemlig et første kys, der pressede sig på.

Det stod hurtigt klart, at Gitte og Lars hørte sammen. Allerede om efteråret flyttede de sammen på Solbakkevej i Melby. Huset dér kom til at danne ramme om deres familieliv i mange år frem. I 1990 kom Christel til verden og i 1992 fulgte lillebror Andreas. Midt imellem børnefødsler, nemlig den 19. juli 1991, stod brylluppet på Frederiksværk Rådhus.

Da børnene kom til, var det vigtigste for Gitte at have et arbejdsliv, der tillod hende at komme tidligt hjem for at være sammen med familien. Hun havde sine prioriteringer i orden.

Som menneske var Gitte af en helt særlig støbning. Hun var en blanding af Pippi Langstrømpe og Lille My – en spirrevip med spunk i. Jo, Gitte havde gejst og gåpåmod – energi og en evne til at kaste sig ud i tingene med krum hals. Der skulle ske noget.

Og opstod der problemer, havde Gitte et skærpet blik for løsninger. Mottoet var: Vi finder ud af det. Andres dumhed og klodsethed tog hun oppefra og ned. Men falskhed kunne hun ikke have med at gøre. For hende var oprigtighed, autenticitet og loyalitet de vigtigste dyder i et menneskeliv.

Selv var hun en kvinde, der talte lige ud af posen. Hun var uforstyrreligt den samme. Vi var aldrig i tvivl om, hvor vi havde hende. Det, man så, var det, man fik. Ingen dikkedarer.

Gitte havde glimt i øjet. Hun var drillesyg og nød selv at være genstand for kærligt drilleri. Hun var rap i replikken og kunne tale både bramfrit og barskt, men altid med kærlighed i stemmen.

På mange måder var Gitte en mønsterbryder. Med sit eget liv gjorde hun eksempelvis op med de bedsteborgerlige værdier, hun selv var opdraget med. Alt firkantet og forstokket, konformt og konservativt bød hende imod. Hun var stor tilhænger af at gøre tingene anderledes. Da Christel skulle konfirmeres, blev der for eksempel ikke serveret suppe, steg og is – men kinesisk buffet! Utraditionelt? Ja, og sådan kunne Gitte lide det.

Forfatteren Mark Twain har skrevet et sted: Nogle mennesker giver deres bekymringer svømmeundervisning – andre forsøger at drukne dem. Gitte, som ellers i sit liv blev overskyllet med bekymringer og besværligheder, hørte til sidstnævnte kategori. Hun var fortrolig med mørket, men lod det aldrig sænke sig helt. Hun orienterede sig efter lyspunkterne i livet. Og de, der lyste klarest op, var hendes børn.

I 2011 blev Gitte nyrepatient og i 2014 fik hun en ny nyre. Da sygdommen og alle dens følgevirkninger gjorde sit indtog, tillod Gitte ikke, at den tog magten, Hun insisterede på at udfolde sit liv midt i alt det udfordrende og udmattende. Hver eneste fødselsdag blev fejret med manér, som var det den sidste. På mange måder blev Gitte et forbillede for os alle, fordi hun levede igennem til sidste åndedrag.

Gitte har altid været der til at støtte os alle. Hun var med i Berlin for at heppe, mens Lars løb maraton. Gitte tilbagelagde næsten lige så mange kilometer på sidelinjen for at bakke op og følge med – og det endda selv om hun på det tidspunkt døjede med Borrelia. Gitte og Lars havde et harmonisk ægteskab; et samliv, som gjorde op med de kønsstereotype forestillinger om arbejdsfordelingen imellem mænd og kvinder. Gitte havde bukserne på – hun kunne i hvert fald ikke drømme om at gå i kjole. Og det var for det meste Lars, der lavede mad – fair nok, Lars er også uddannet kok. Gitte sørgede for at holde bund i vasketøjet og syslede med håndarbejde, når kræfterne var til det. Og så kunne hun finde på at jage Lars ud i haven og rive blade sammen – der skulle jo være orden i sagerne.

Sammen har Gitte og Lars kæmpet en brav kamp mod alvorlig sygdom. Sidste forår, i 2021, blev Lars selv ramt af kræft. De stod det hele igennem side om side. Meningen var, at de to nu skulle til at nyde deres otium sammen – tage i Dyrehaven og opleve de brølende kronhjorte og alt det andet, som de havde til gode at gøre. Det nåede de ikke. Til gengæld opnåede de at møde kærligheden i hinanden. Det er ikke alle forundt.

Gittemor var en helt særlig forælder – en rigtig løvemor, der gik langt for at beskytte sit kuld. Det betød så meget for hende at skåne sine børn for bekymringer. De skulle ikke inddrages i alle hendes helbredsmæssige genvordigheder – medmindre det var strengt nødvendigt. Det var vigtigt for hende, at de fik en sorgløs ungdom.

Netop fordi Gitte var et menneske, der gik sine egne veje, var hun god at spørge til råds i alle livets forhold. Hun var en lyttende og kærlig mor, der altid tilsidesatte sig selv for at vejlede og trøste.

Midt i sorgen føler vi os dybt taknemmelige over at have haft Gitte i vores liv. Kære Gittemors styrke, mod, dybde og livsglæde har været til stor inspiration. Nu skal vi leve vores liv i lyset af alt det, Gittemor har lært os – hende til ære…

For alle, der har kendt og holdt af Gitte, gælder det: Værn om alle gode minder. Hold historierne om Gitte i live – og vov at tro, at alle hendes livs kapitler er indfældet i livets store kærlighedshistorie.

Birgitte Hansen, vores elskede Gittemor, er død, kun 62 år gammel, men det der greb hendes lillebitte pigehånd i dåben den 31. december 1959 på Esbønderup Sygehus, slipper hende aldrig nogensinde af hænde.

Vi vil alle savne vores kære kone, mor, søster, svigermor, svigerinde, kusine og ven.

Tak for den tid vi havde sammen.